11. Reigen
box 18/3
BERLINGSKE TIDENDE
„Reigen“
paa Betty Nansen-Teatret.
Man ber ferst og fremmest slaa fast, at
naar det er lykkedes at gennemfere Opfe¬
reisen af Arthur Schnitzlers „Reigen, saa
betyder det ikke, at Friheden har sejret
over Censuren. Og naar man paa Trods
af Protester og Vanskeligheder endelig
iaftes fik disse ti Dialoger at se paa Sce¬
nen, saa betyder det ikke, at vi her i Dan¬
mar“ har gjort Fremskridt, at nye dri¬
stige liéer endelig har faaet Lov til at ud¬
folde sig paa Trods af Merkemands Bag¬
strab.
Det betyder derimod, at ogsan Censuren
er blevet et Offer for den almindelige Be¬
grebsforvirning; og det betyder, at man
kan drive litterer Humbug i ubegraenset
Maalestok, at Krinsten i og for sig er en
stakkels Landfiygtig, hvis Navn og Skik¬
kelse ingen kender. Naar en Doktor i
Litteraturen kan devovere sit gode Navn
for at sige god for disse erotiske Ungdoms¬
bagateller i. Kunstens hellige Navn, saa be¬
tyder det, at vi er kommet ud i en Orken,
hvor ingen synes at kunne finde Vej, at
man har giemt Kunstens Idé og Formaal.
Der var ingen Anledning til at beskaef¬
tige sig med Arthur Schnitzlers Ungdoms
dialoger, hvis denne Teateraften ikke var
gjort til en Sag. „Reigen“ er en ung Dig¬
ters spegefulde Forseg paa at skildre det,
som ikke kan skildres, og sige det i Re¬
pliker, som ikke kan udtales paa Scenen.
Der ligger ingensomhelst Aivor bag, og
den ung Schnitzler, som skrev disse flyg¬
tige Bagateller, vilde vistnok have veeret
den ferste, som havde slaaet en Haanlatter
op, hvis larde Litteraturfolk havde loddet
magtige Dybder i disse Ungdommelig
heder. Store Mand bliver ikke altid ster¬
re, naar de bliver beromte og forkelede,
og hvis Arthur Schnitzler nu paa sine
eeldre Dage tager dem hejtideligt, som
leegger Visdom og Dybsind ind 1 „Reigen“
saa er han en stakkels gammel Digter,
som har glemt at kunne smile ad sig selv.
Naar det overhovedet har veret mu¬
igt at faa „Reigen“ opfert og faa gjort
Opfereisen til en Sensation, saa kommer
det ogsaa deraf, at der er saa mange
Efternelere fra forrige Aarhundrede
som endnu kemper for Frihed, fri Tan¬
ke, fri Kerlighed, Frisind, og 1 den gro¬
veste Naturalisme og den dybeste Pessi¬
misme fremdeles skuer Frihedens sande
Morgenrede. Men de er Efternelere, og
de har ikke set, at Verden er helt ander¬
fra Byernes Strog og Separatkabinetter,
bort mod sterre Horisonter.
Man harde vel ventet Skandalenved¬
Opfereisen iaftes, og dermed huvder den
forenskede Stikces maaske veret Pop¬
naact. Men det gik besynderligt tillude 1
Frederiksberg Allé. Publikum satte sig 1
Tavshed. Publikums ubegribelige Ins
stinkt havde opfattet Situationen, og der
ar daarligt Humer paa Tilskuerpladsen,
ingen Forventning, intet Liv.
Teppet gik op, og Hr. Arne Ole Davic
fremsagde den lille, korte Indledning
som skulde overbevise Publikum om, ab
disse Situationer havde et moralk For
maal og var en Digters Verk. Det virs
kede forstemmende. Og det ter sigen
at ingen felte sig overbevist, hverken
uinder Foredraget eller under Forestillic
gen. Lidt fornermede opfattede Volk
selv som Indbyggere i Kverkeiy, #
paa Forhaand blev advarede og belerte
om, at de skulde tage sig i Agtlos vare
artige.
Der blev ingen Anledning til a#stage
Spanskreret frem. De ti Dialogeru
spilledes under forholdsvis Tavsh
enkelt Flojte provede at skabe Stemnin
efter forste Billede, men efterhsenden¬
hensank man i dyb Melankolig
IIvis det er rigtigt, hvad en Avis laftes
meddelte, har Arthur Schnitzler telegra¬
feret og protesteret imod, at man harde
forandret i hans Tekst. En saa hejtidelig
Protest var urodvendig. Det gjorde hver¬
ken fra eller fil for Opfattelsen af det
kunstneriske 1 „Reigen“, at man virkelig
havde streget lidt af de dristige Situatio¬
ner. Der var nok tilbage. Nok til at vise,
it dette har ikke det allerfjerneste med
Teater at gere, at denne „Reigen“, som
engang var en ung Forfatters muntre
Indfald paa Teatret, kun bliver tilden
angstrakt Pornografi med ganske enkelte
Lyspunkter. Rampens Lys virker fuld¬
kommen drebende paa den Ynde, som
er til Stede i Dialogen, og de muntre Ind¬
fald og kaade Repliker klasker sammen
Plumphed.
Mere er der 1 Grunden fkke at sige om
denne Teateraften. At tale om Iscene¬
s#ettelsen og Udferelsen vil viere ganske
meningsles. Thi Isceneseetter og Skue¬
spillere havde jo kun haft til Formaalat
udviske Pointerne og bortviske og for¬
flygtige Dramaets Idé. Saaledes modar¬
bejdede de altsaa det, de egentlig var sat
tilat forsvare. Overfor en saa paradoksal
Skuespilkunst maa den teaterkyndige
box 18/3
BERLINGSKE TIDENDE
„Reigen“
paa Betty Nansen-Teatret.
Man ber ferst og fremmest slaa fast, at
naar det er lykkedes at gennemfere Opfe¬
reisen af Arthur Schnitzlers „Reigen, saa
betyder det ikke, at Friheden har sejret
over Censuren. Og naar man paa Trods
af Protester og Vanskeligheder endelig
iaftes fik disse ti Dialoger at se paa Sce¬
nen, saa betyder det ikke, at vi her i Dan¬
mar“ har gjort Fremskridt, at nye dri¬
stige liéer endelig har faaet Lov til at ud¬
folde sig paa Trods af Merkemands Bag¬
strab.
Det betyder derimod, at ogsan Censuren
er blevet et Offer for den almindelige Be¬
grebsforvirning; og det betyder, at man
kan drive litterer Humbug i ubegraenset
Maalestok, at Krinsten i og for sig er en
stakkels Landfiygtig, hvis Navn og Skik¬
kelse ingen kender. Naar en Doktor i
Litteraturen kan devovere sit gode Navn
for at sige god for disse erotiske Ungdoms¬
bagateller i. Kunstens hellige Navn, saa be¬
tyder det, at vi er kommet ud i en Orken,
hvor ingen synes at kunne finde Vej, at
man har giemt Kunstens Idé og Formaal.
Der var ingen Anledning til at beskaef¬
tige sig med Arthur Schnitzlers Ungdoms
dialoger, hvis denne Teateraften ikke var
gjort til en Sag. „Reigen“ er en ung Dig¬
ters spegefulde Forseg paa at skildre det,
som ikke kan skildres, og sige det i Re¬
pliker, som ikke kan udtales paa Scenen.
Der ligger ingensomhelst Aivor bag, og
den ung Schnitzler, som skrev disse flyg¬
tige Bagateller, vilde vistnok have veeret
den ferste, som havde slaaet en Haanlatter
op, hvis larde Litteraturfolk havde loddet
magtige Dybder i disse Ungdommelig
heder. Store Mand bliver ikke altid ster¬
re, naar de bliver beromte og forkelede,
og hvis Arthur Schnitzler nu paa sine
eeldre Dage tager dem hejtideligt, som
leegger Visdom og Dybsind ind 1 „Reigen“
saa er han en stakkels gammel Digter,
som har glemt at kunne smile ad sig selv.
Naar det overhovedet har veret mu¬
igt at faa „Reigen“ opfert og faa gjort
Opfereisen til en Sensation, saa kommer
det ogsaa deraf, at der er saa mange
Efternelere fra forrige Aarhundrede
som endnu kemper for Frihed, fri Tan¬
ke, fri Kerlighed, Frisind, og 1 den gro¬
veste Naturalisme og den dybeste Pessi¬
misme fremdeles skuer Frihedens sande
Morgenrede. Men de er Efternelere, og
de har ikke set, at Verden er helt ander¬
fra Byernes Strog og Separatkabinetter,
bort mod sterre Horisonter.
Man harde vel ventet Skandalenved¬
Opfereisen iaftes, og dermed huvder den
forenskede Stikces maaske veret Pop¬
naact. Men det gik besynderligt tillude 1
Frederiksberg Allé. Publikum satte sig 1
Tavshed. Publikums ubegribelige Ins
stinkt havde opfattet Situationen, og der
ar daarligt Humer paa Tilskuerpladsen,
ingen Forventning, intet Liv.
Teppet gik op, og Hr. Arne Ole Davic
fremsagde den lille, korte Indledning
som skulde overbevise Publikum om, ab
disse Situationer havde et moralk For
maal og var en Digters Verk. Det virs
kede forstemmende. Og det ter sigen
at ingen felte sig overbevist, hverken
uinder Foredraget eller under Forestillic
gen. Lidt fornermede opfattede Volk
selv som Indbyggere i Kverkeiy, #
paa Forhaand blev advarede og belerte
om, at de skulde tage sig i Agtlos vare
artige.
Der blev ingen Anledning til a#stage
Spanskreret frem. De ti Dialogeru
spilledes under forholdsvis Tavsh
enkelt Flojte provede at skabe Stemnin
efter forste Billede, men efterhsenden¬
hensank man i dyb Melankolig
IIvis det er rigtigt, hvad en Avis laftes
meddelte, har Arthur Schnitzler telegra¬
feret og protesteret imod, at man harde
forandret i hans Tekst. En saa hejtidelig
Protest var urodvendig. Det gjorde hver¬
ken fra eller fil for Opfattelsen af det
kunstneriske 1 „Reigen“, at man virkelig
havde streget lidt af de dristige Situatio¬
ner. Der var nok tilbage. Nok til at vise,
it dette har ikke det allerfjerneste med
Teater at gere, at denne „Reigen“, som
engang var en ung Forfatters muntre
Indfald paa Teatret, kun bliver tilden
angstrakt Pornografi med ganske enkelte
Lyspunkter. Rampens Lys virker fuld¬
kommen drebende paa den Ynde, som
er til Stede i Dialogen, og de muntre Ind¬
fald og kaade Repliker klasker sammen
Plumphed.
Mere er der 1 Grunden fkke at sige om
denne Teateraften. At tale om Iscene¬
s#ettelsen og Udferelsen vil viere ganske
meningsles. Thi Isceneseetter og Skue¬
spillere havde jo kun haft til Formaalat
udviske Pointerne og bortviske og for¬
flygtige Dramaets Idé. Saaledes modar¬
bejdede de altsaa det, de egentlig var sat
tilat forsvare. Overfor en saa paradoksal
Skuespilkunst maa den teaterkyndige